|
Jeg tror ikke at man kan beskrive en tur på langrend i Norsk sne godt nok. For jeg tror ikke der er ord for hvor fedt det egentligt er. Det skal bare prøves! Les en ungdom's tanker etter ei uke på ski hos oss..
Tanker tænkt i Norge..
14. marts 2008
På computeren, der har stået til fri afbenyttelse i storhytten gennem de ti dag på Johnsgård, finder jeg denne vidunderlige beskrivelse, som Maja Hede skrev i tirsdags – efter at hun dampende af varme havde fået et stor glas vand og en kop varm kakao…
Læs bare – og forstå, hvorfor det er så dejligt at være med sin efterskole på ski… JP - fredag d. 14 om morgenen..
-----------------
Forestil dig at kunne sige: ”Ja, jeg løb jo lige 20 km i dag”. Det kan jeg nu. Jeg sidder her med fingrene på tastaturet og med flistrøjen åben i et forsøg på at dampe af. Vi var nede at købe ind hos hr. Berg, købmanden. En frisk tur på 20 km i super dårlig sne, med masser af klumpende sne pga. smørelse, under skiene.
Jeg var sur de første 4 km, fordi jeg hele tiden hang fast i sneen når det klumpede, men på langrend fungerer det sådan at man hele tiden får hinanden med, samler hinanden op og støtter hinanden. Det er det skønne ved langrend. Fællesskabet. Jeg har tit og ofte oplevet at folk har fnist lidt og sagt at det var nederen ”det der langrend”, men det er helt sikkert uvidende folk!
Michael Selmer og jeg snakkede meget sammen under disse 20 km, for vi dannede bagtrop og det klumpede lige meget under vores ski, og vi blev også enige om at vi aldrig kunne have klaret det hvis vi ikke havde kunnet snakke. Man glemmer simpelthen hvor langt det er, når man får sig en god samtale. Og hvis det er med en som man ikke snakker så tit med, jamen så er der jo også masser at snakke om. Det er fantastisk hvad sådan en tur kan gøre. Jeg har snakket med mindst én ”ny” person hver dag, indtil videre. Og nu har jeg altså kørt 64 km.
Det er fedt den måde man bander sammen, griner sammen og græder sammen på, for det viser bare at vi er sammen! En tur i sneen giver et helt nyt fællesskab på en helt ny måde. Det kan også mærkes om aftenen når vi sidder i hytterne. Der er sgu ikke så meget fnidder om hvor man er, bare man er sammen. Og det er også næsten ligegyldigt hvem man er sammen med, bare man er sammen.
Jeg tror også det handler om at bevise noget. Jeg vil bevise over for mig selv at jeg kan klare lange ture på trods af min forestilling om at jeg er i super dårlig form, (hvilket jeg var!) Og det handler om at kunne sige ”Yes Jens T. Jeg kan sagtens!” når min kontaktlærer driller mig med at jeg måske kan være lidt doven i idræt derhjemme. Det handler også om at jeg vil kunne fortælle min far at jeg er kommet over de 100 km, hvilket jeg snart gør, og hvilket Rasmus H. allerede er. (What a surprice!) Det handler om at hive fat i sig selv og andre og sige: ”Vi kan det her!” og komme i god form på en hyggelig måde. Jeg aner ikke hvor mange gange jeg har aftalt at jeg skulle ud at løbe med mine veninder hjemme i Danmark og gøre det til en hyggelig vane at komme i form og blive sundere. Her får jeg det gjort. Måske ikke med de veninder som jeg havde tænkt på derhjemme fra, men altså hvis man kan kalde Selmer for en veninde, så jo. Jeg kommer i form med mine veninderJ
Der er noget fedt ved at svede sammen og kaste sig i sneen og lave sneboldkrig selvom man egentligt ikke orker. Man bliver bare revet med af stemningen. Jeg var på off piste i går, og gad egentligt ikke mere ski den dag, men det endte alligevel med at Tonje og jeg lå forrest på en 5’er 15 minutter efter vi var kommet hjem fra off pisten. FEDT! Vi var så færdige og så stolte da vi kom hjem, at det kun kan beskrives som hvis man har givet den hele armen for at lave ekstra lækker mad til konen, selvom man er træt efter en lang dag på arbejdet hvor du også havde kollegaerne at se til. Eller hvis du for en gangs skyld har gjort dit søsters værelse rent, selvom du havde sagt at du kun gad tage dit eget. Den lille ekstra ting som bare gør dig selv og andre glade.
At side ude i hvem-ved-hvor og drikke varm kakao og spise flade madder med vennerne – det er super! Det er også ret sjovt at se lærerne på denne helt nye og meget primitive måde. Jeg flækkede af grin da Jens T. lavede et super ikke-elegant baglæns hop-styrt ned ad en bakke da han prøvede at skrabe smørelse af et par ski. Og Mettes seje tackling ned ad bakken efter en bortløben ski var nu også meget beundringsværdig. Tobias var endnu mere flad af grin end jeg var!
Jeg tror ikke at man kan beskrive en tur på langrend i Norsk sne godt nok. For jeg tror ikke der er ord for hvor fedt det egentligt er. Det skal bare prøves!
Nu vil jeg op i min hytte og have et langt bad, for derefter at spise nyindkøbte vestlandslefsa med nugatti sammen med Tonje. Mums! | 
